Element Logic leverer kæmpe AutoStore-robotlager til Aktieselskabet CARL CHRISTENSEN

Aktieselskabet CARL CHRISTENSEN tager officielt sit nye AutoStore-robotlager fra Element Logic i brug. Den 50 millioner kroner store investering skal sikre fremtidige danske arbejdspladser og skabe plads til fortsat vækst.

Aktieselskabet CARL CHRISTENSEN (CAC), en af Danmarks førende distributører af reservedele til biler, tager i disse dage hul på fremtiden med indvielsen af et spritnyt AutoStore-robotlager fra Element Logic til 50 millioner kroner.

”Vi var nået dertil, hvor vi ikke havde plads til vækst på vores nuværende lager. Med AutoStore har vi fundet en teknologi, som både skaber plads til yderligere vækst og samtidig gør os i stand til at opretholde en hurtig og effektiv drift, hvilket er en vigtig forudsætning for at blive på det her marked,” udtaler Thomas Jensen, adm. direktør i CAC.

Det 50 robotter store anlæg hos CAC er det seneste i rækken af markante AutoStore-installationer i Danmark fra Nordens førende AutoStore-leverandør, Element Logic.

”Uanset om man sælger til det private eller professionelle marked, er der stigende krav til hurtigere leverancer, bredt udvalg af varer og høj servicegrad samtidig med, at man skal levere på konkurrencemæssige vilkår. Det stiller øgede krav til effektiviteten og lagerpladsen samt udfordrer lønsomheden, og det er dér, vores løsninger bliver aktuelle,” udtaler Nikolaj Bjørn Eriksen, adm. direktør i Element Logic.

Enestående fleksibilitet

CAC’s nuværende lagerfaciliteter med hele 14 haller blev ellers taget i brug for kun godt tre år siden. Men med en gennemsnitlig årlig vækst de seneste ti år på mere end ti procent om året, var CAC løbet tør for plads – ikke mindst fordi der hvert år bliver føjet mellem 3.000 og 5.000 nye varer til lageret.

Efter at have søgt vidt og bredt i hele Europa efter en passende teknologi, fandt CAC den helt rigtige løsning i AutoStore, hvis gitterstruktur gør det muligt at udnytte de eksisterende rammer langt bedre end andre tilsvarende løsninger.

”AutoStore har en helt enestående fleksibilitet, som er grunden til, at vi valgte at gå med denne løsning. AutoStore kan tilpasses vores eksisterende lagerfaciliteter, og vi kan udvide i takt med, at vi vækster – vel at mærke uden at skulle stoppe driften. Det er helt unik,” siger Asger Poulsen, Logistik- og IT-chef hos CAC.

En langsigtet investering

CAC’s AutoStore-anlæg kommer i første omgang til at bestå af over 76.000 kasser, der vil rumme 82 % af CAC’s varenumre. Men CAC har allerede nu forhandlet en option på plads med en mulig udvidelse af kapaciteten i form af yderligere 22.000 kasser. Til at supplere selve AutoStore-anlægget har CAC desuden investeret i vakuumsug på alle operatørstationer og gaffeltrucks for at minimere antallet af tunge løft for lagermedarbejderne og derigennem forbedre arbejdsmiljøet.

Kombinationen af en højere effektivitet, forbedret arbejdsmiljø og øget fleksibilitet skal ifølge Thomas Jensen være med til at stadfæste CAC’s førende position på det danske marked.

”Vi er 100 procent ejet af CAC Fonden og kan derfor tillade os at foretage så stor en investering. Vi vil nemlig også være en stærk aktør på den lange bane, og her er en hurtig og effektiv drift en væsentlig forudsætning,” siger Thomas Jensen.

Join our newsletter

Keep up to date, get insights and product updates straight to your inbox.

Sign up