Element Logic Danmark mander op med salgsdirektør

Element Logic Danmark, markedets førende leverandør af AutoStore-robotlageranlæg, har ansat Kim Ebbe Jakobsen fra Odense som salgsdirektør. Kim Ebbe Jakobsen skal være med til yderligere at styrke Element Logic Danmarks kommercielle profil i et marked med voksende efterspørgsel på lagerautomation og softwareløsninger.

Element Logic Danmark styrker sin organisation og øverste ledelseslag med ansættelsen af Kim Ebbe Jakobsen som ny salgsdirektør.

Kim Ebbe Jakobsen – i daglig tale kaldet Ebbe – bliver en del af ledelsesgruppen i Element Logic Danmark, der er markedets førende leverandør af AutoStore-anlæg – højt automatiserede robotlageranlæg, der anvendes hos både større og mindre virksomheder på tværs af en lang række brancher.

"Det tiltaler mig, at vi sælger en løsning, der er dynamisk og så at sige ’levende’. Som kunde kan man starte med et anlæg, der passer til nuværende behov, og så kan man udvide derfra efter behov. Det er ekstremt spændende og motiverende at være med på hele rejsen med at forstå vores kunders forretning, deres ambitioner og behov for derefter at designe den rigtige løsning til den enkelte kunde og være med til, at de kan indfri deres strategi"

— Kim Ebbe Jakobsen, salgsdirektør i Element Logic Danmark.

En ’hands-on’-type

Kim Ebbe Jakobsen kommer med mere end 20 års erfaring med salg, marketing og ledelse. Senest har han været nordisk salgsdirektør i Einhell Nordic, og før det var han bl.a. salgschef hos Bosch Power Tools og regionschef i Würth Danmark.

I sin nye stilling kommer han til at køre et tæt parløb med Element Logic Danmarks administrerende direktør Nikolaj Bjørn Eriksen, der indtil nu har været salgsansvarlig. Med ansættelsen af Kim Ebbe Jakobsen vil Nikolaj Bjørn Eriksen fremadrettet dedikere mere af sin tid til forretningsudvikling og ledelse, men han vil fortsat indgå som en aktiv del af salgsteamet.

”Ligesom Nikolaj er jeg meget en ’hands-on’-type, der godt kan lide at have hænderne nede i materien. Jeg sætter stor pris på at snakke med kunderne, sætte sig ind i deres behov og være med til at løse deres udfordringer,” siger Kim Ebbe Jakobsen.

Stadig et stort uudnyttet potentiale

Han bliver en del af en dansk organisation i rivende udvikling, der omsætter for et trecifret millionbeløb og pt. beskæftiger over 40 medarbejdere med kompetencer inden for blandt andet lagerautomation og logistikrådgivning, projektledelse, software til logistik, design, salg og service.

Blandt de danske kunder finder man såvel større som mindre virksomheder inden for både B2B- og B2C-segmentet, herunder virksomheder som Matas, Proshop, Hummel, Sanistål, Imerco, System Transport, Kids-world og thansen – senest har sidstnævnte rykket et AutoStore-robotanlæg helt ind i en ny butik i Rødovre.

”Mange virksomheder er i disse år inde og kigge på deres logistik og lagerautomation, som en vigtig parameter for at styrke deres forretning og konkurrenceevne. Så der er stadig et stort uudnyttet potentiale for de teknologier, vi tilbyder som feks. AutoStore-robotlager samt automationsløsninger til pluk og pakning af ordrer, og jeg ser virkelig frem til at være med til at forløse det potentiale,” siger Kim Ebbe Jakobsen.

Join our newsletter

Keep up to date, get insights and product updates straight to your inbox.

Sign up