I samarbejde med Robotool har Element Logic udviklet en helt særlig løsning til Danfoss Power Solutions. Her betjenes et AutoStore-anlæg af både kollaborative og mobile robotter, så ingen menneskehænder rører ved emnerne på deres vej ind og ud af anlægget.
Det er et helt særligt AutoStore-anlæg, der befinder sig i Danfoss Power Solutions’ produktion i Nordborg.
Anlægget spiller nemlig en central rolle i en nytænkende automationsløsning, hvor AutoStore arbejder sammen med såvel kollaborative som mobile robotter om automatisk at tage emnerne ind og ud af robotlageret – uden at nogen menneskehænder rører ved emnet undervejs.
Det har resulteret i en nominering til DIRA Automatiseringsprisen 2024.
"”Som verdens første og største AutoStore-partner føler vi det som vores forpligtelse at bidrage til at skubbe til grænserne for, hvad man kan med AutoStore-teknologien. Det er Danfoss-projektet et rigtigt godt eksempel på, idet AutoStore her kombineres med flere andre automationsteknologier i en løsning, der virkelig peger fremad.""
Højere effektivitet og forbedret ergonomi
Løsningen – der har været mere end to år undervejs – er udtænkt i et tæt samarbejde mellem Element Logic, Robotool og Danfoss Power Solutions.
Selve anlægget er etableret på forholdsvist lidt plads midt inde i Danfoss’ produktion, da der ikke var mulighed for at bygge ud. Her kom AutoStores griddesign virkelig til sin ret.
For at muliggøre automatisk håndtering af emnerne er Autostoren udstyret med et specialdesignet conveyor-system, som foruden robotterne består af en transfercelle.
Den automatiske emnehåndtering bidrager ikke kun til en højere effektivitet, men også bedre ergonomi og forbedret arbejdsmiljø, idet de tunge, manuelle løft er reduceret til et minimum. Netop forbedret arbejdsmiljø var fra begyndelsen den helt store driver i projektet.
Fungerer som hybridlager
Derudover udmærker løsningen sig ved at være meget fleksibel, idet AutoStore-anlægget nu anvendes som ikke bare varelager, men også produktionslager i forhold til udgående ordrer.
"”Et AutoStore-lager fungerer traditionelt som varelager, men på grund af den høje fleksibilitet bruger Danfoss Power Solutions det som et hybridlager, som også håndterer produktionsordrer. Derved får de en enestående fleksibilitet i deres lager-setup, hvilket de allerede høster gevinsterne af.""
Nomineret til DIRA Automatiseringsprisen 2024
Projektet er som nævnt nomineret som én af tre finalister til DIRAs traditionsrige Automatiseringspris, der uddeles på Automatik-messen den 10. september.